En hyldest til farfar
Hvis jeg kunne, ville jeg ringe til min farfar. Jeg ville spørge ham, om han kunne huske noget fra 2. verdenskrig, og om han var bange for en atomkrig, eller om ham og farmor snakkede om ligestilling. Men han er desværre død. Heldigvis lever mange af mine elevers bedsteforældre, og det skal udnyttes. Derfor bruger vi de sidste minutter af historieundervisningen på at ringe op til en første- eller andenhåndskilde, fordi det gør fortiden mere forståelig for mine elever.
Kan du huske din første banan?
Nogle bedsteforældre er eksperter i at fortælle gode historier. De kan gøre fortiden interessant og forståelig, fordi de har udlevet noget af det, vi læser om i historiebøgerne. De har holdt rationeringsmærkerne, smagt kaffeerstatningen og de kan huske, hvordan sæsonvarerne kom og gik. Flere bedsteforældre kan huske, første gang de smagte en appelsin eller banan – det kan hverken jeg eller mine elever. Derfor vil jeg gerne inspirere til at bruge bedsteforældre som historiske kilder. Gode brugbare kilder behøver ikke at være afdøde personer fra historiebøger, det kan også være nulevende familiemedlemmer.
Skal vi ringe til din bedste?
Inden historieundervisningen spørger jeg forskellige elever, om vi kan ringe op til en af deres bedsteforældre. Jeg plejer at lave aftaler med tre forskellige elever, så har vi et udvalg at ringe til.
Når der er ca. 10 minutter tilbage af undervisningen, rejser vi os fra borde og stole og sætter os i en rundkreds. I midten sidder jeg og eleven, hvis bedsteforældre vi ringer op. Via medhør kan eleverne høre telefonens toner, men kun hvis alle forstår præmissen om at være stille. Spændt sidder vi, imens vi hører telefonen ringe, mest spændt er eleven i midten ift. om det bedste deler kan blive lidt for pinligt. Opkaldet besvares, og jeg fører ordet: “Goddag Bent, vi ringer fra True North Efterskole, og i dag har vi haft om rationeringsmærker, varemangel og erstatningsproduktioner under besættelsen. Kan du huske, om du har oplevet varemangel eller smagt erstatningsprodukter?”
Vær kritisk
Når vi har afsluttet vores samtale, tager vi de kildekritiske briller på. Hvor lang tid er det siden, at vores vidne har oplevet netop det, vi har talt om? Hvor gammel var personen dengang og i dag? Og er der mon noget, personen har overdrevet eller undladt at fortælle? Sidst men ikke mindst, hvordan passer det, vi netop har hørt om, med undervisningen i dag? Udover at gøre historien mere levende får eleverne ofte flere nuancer med, f.eks. hvordan nogle bedsteforældre begyndte at drikke kaffe som 5-årige. Det er okay, hvis kilden ikke gengiver historien helt korrekt. Hvis det lyder urealistisk, skal jeg som historiker nok præcisere det efterfølgende. Det kan ligeledes være med til at skabe refleksioner over, hvordan vores forståelse af fortiden kan være fyldt med fejlkilder.
Mor og far kan også bruges
Nogle gange er det ikke muligt at ringe til et ældre familiemedlem, så ringer vi op til en andenhåndskilde. Altså en, som ikke selv har oplevet det, vi spørger ind til, men som har fået det fortalt af en, som oplevede det. Andre gange vælger vi at tale med yngre familiemedlemmer, som på Kvindernes Internationale Kampdag, hvor vi ringede op til forskellige mødre for at få indblik i, om der er sket en større ligestilling i deres levetid sammenlignet med deres formødre. Da vi havde om ungdomsoprøret, ringede vi ligeledes op til forældre for at få indblik i, om de i deres ungdomsår havde lyst til at gøre oprør. Det er min oplevelse, at eleverne husker vores telefonopkald tydeligere end den mere traditionelle undervisning, og det er vel det, vi lærer drømmer om – altså at vores undervisning er forståelig.
