baseres på forskning i at skabe motivation i undervisningssammenhænge. Vi kan lave nok så kvalitetsrig undervisning, men hvis vores deltagere ikke er engagerede, vil de ikke få det optimale udbytte af undervisningen. Lavt engagement kan skyldes adskillige faktorer, men vil ofte være et resultat af, at indholdet eller formidlingsformen ikke er tilpasset deltagerens niveau og behov.

Man kan metaforisk se deltagernes engagement som et kardiogram, der ændrer aktivitet i løbet af undervisningen. Hver gang vi laver skift og engagerer deltagerne, kommer der mere aktivitet i kardiogrammet. Vi har derfor brug for at enagagere vores deltagere løbende, for at undgå at deres engagementet dør helt ud. Hvor ofte vores deltagere har brug for en “engagement-hjertestarter” er dog individuelt og afhænger bl.a. af alder, interesseområde og læringspræferencer.

Der kan således være store forskelle på, hvor længe den enkelte kan koncentrere sig. Men når vi arbejder med grupper, er det vigtigt at have den samlede gruppes koncentrationsbehov in mente og sikre, at man kan favne selv den laveste fællesnævner.

bygger på viden om, at des flere dele af hjernen vi aktiverer, des bedre kan vi huske indholdet. Når vi faciliterer, skal vi gerne inddrage deltagerens Motorcortex, Temporallapper og Visuelle cortex.

De tre hjernedele kan huskes med akronymet MTV. For at aktivere motor cortex skal vi sørge for at involvere deltagernes kroppe i læring. Lav eksempelvis en bevægelse, der symboliserer det faglige stof og bed dem gentage bevægelsen eller bed dem lave rollespil, der træner indholdet. Når temporallapperne skal aktiveres, skal vi sikre at deltagerne kan høre ting, der er relevante for emnet. Vi kan eksempelvis fortælle en personlig historie om emnet, spille musik der passer til temaet eller bede deltagerne drøfte emnet med en sidemand. Visuel cortex aktiverer vi med eksempelvis plakater, brug af tavle, rekvisitter og de fysiske omgivelser.

er essentielt for læringsprocessen, idet vi med feedback kan lære af vores fejl og succeser og derigennem udvikle os. Denne proces er tæt forbundet med hjernens belønningssystem. Når vi blandt andet gør noget vi er stolte af, så øges udskillelsen af hormonet dopamin, som vi forbinder med en følelse af velbehag. Dette skaber en lyst til at gentage handlingen, for igen at få øget frigivelsen af dopamin. Som facilitatorer er det vigtigt, at vi anerkender vores deltagere for den adfærd vi ønsker at de gentager og giver tydelige og konkrete instruktioner for, hvordan de kan forbedre sig fremadrettet. Vi skal samtidigt være opmærksomme på, at vi anerkender deltagerne for deres indsats – og ikke blot resultater. Ved at anerkende dem for deres proces, understøtter vi nemlig en tankegang om, at deres evner ikke er fastlåste, men at de gennem arbejde kan udvikle og dygtiggøre sig (se mere under afsnittet “Mindsets”). Foruden at give deltagerne feedback, kan der ligge værdifuld viden og udviklingspotentiale i at bede deltagerne om at give feedback på deres egen læring samt på undervisningen.

tager afsæt i forskning, der indikerer, at des flere gange vi genbesøger et emne, des stærkere neuronforbindelser skabes der. Konceptet kan opsummeres med neuropsykologen Donald Hebbs kendte sætning “Neurons that fire together, wire together”. Ifølge undervisningsforsker Graham Nuthall, tager det tre-fire erfaringer med en ny oplysning, for at en konstruktion af viden overføres fra arbejdshukommelsen til langtidshukommelsen. Som facilitator er det derfor vigtigt at sikre at et emne forstærkes både i den enkelte læringssituation og på tværs af et forløb. Man kan eksempelvis bede deltagerne genbesøge sidste gangs emne ved hjælp af lynskrivning, tegning eller dialog med en sidemand.